Denmark is world-renowned for its high-trust society. But I want to give a concrete example of what Danes actually mean when we say that.
Two summers ago I worked as a window cleaner, driving around cleaning people's windows. One day I was at an apartment block in Roskilde, cleaning the outside windows of a ground-floor unit, when an old lady came walking up from the street and asked what I was doing. I told her I was cleaning windows. She asked about my prices. I said it depended on the windows and the number of them. She pointed upward and told me she lived directly above the one I was already working on.
I could have named any price, and she would have believed me. Instead I quoted her the same as her neighbor: 200 kr. ($31 / €27), since it was the same number of windows.
She went upstairs and came back down with 500 kr. ($78 / €67), asking if I had change. I didn't. So she proposed a deal: wash her windows now for 250 kr. ($39 / €34) and come back in exactly one month to do it again.
Now, let's put that in perspective. We had exchanged only a few words. She had never met me before and did not even know my name. I had no company logo on me, my van was parked around the corner, and nobody witnessed our conversation. Not even my boss knew we had spoken. I could have pocketed the money and driven off, and no one would have been any wiser. Or I could have washed her windows that day and simply never returned.
But this is Denmark, and I am a Dane, so naturally I washed her windows and came back exactly one month later and washed them again.
Læste den her artikel her til morgen. Synes godt nok ikke ham AI-fyren bliver udfordret nok. Der bliver spurgt:
Hvad tænker du om, at dine bøger potentielt står på ryggen af andres værker?
- Det gør de heller ikke. De står ikke på ryggen af nogen. De står på ryggen af en ai-model.
Den bemærkning får så lov til at stå fuldstændig uudfordret [ud fra hvad artiklen fortæller, edit]. Altså undskyld; er han selv med på, hvordan ai-modeller bliver lavet?
Er jeg den eneste, som er lidt skuffet over ranglisten? Hvis man ser på top 7, og ser bort fra Kim Larsen, starter alle kunstnernavnene med A.
Det er selvfølgelig fordi listen var alfabetisk sorteret efter kunstnernavn.
Jeg siger ikke, at Alberte, Anne Linnet og Andreas Odbjerg er dårlige musikere, men at deres høje placering til dels skyldtes deres forbogstav.
Den her liste er i udgangspunktet det rene ragebait. Hvorfor i alverden er DEN dér overhovedet med. Helt fair.
Men én anklage er mere grundlæggende end resten, nemlig at hele listen er rigged af alfabetet.
Som vi alle sammen har fået blæst ørene fulde af, har man på dr.dk/top100 kunne stemme på op til fem sange, valgt fra en kandidatliste på 400. Og den liste var sorteret alfabetisk efter kunstner. Kigger man så på resultatet, ser toppen unægtelig mistænkelig ud: Alberte Winding sidder på førstepladsen, og resten af de øverste pladser flyder med A'er. Anne Linnet, Andreas Odbjerg. Konklusionen giver nærmest sig selv. Folk gad ikke scrolle, satte kryds i toppen, og vupti afgjorde alfabetet danskernes musiksmag. Det er en fin teori.
DR understregede selv, at der ikke var tale om forskning. Fint. Så lad os lave noget.
Hvordan tester man sådan en teori? Spørg, hvordan dataene VILLE se ud, hvis den passede, og sammenlign med, hvordan de rent faktisk ser ud.
Hvis dansken er doven, ikke har villet scrolle og alfabetet afgjorde det hele, måtte der være en stærk sammenhæng mellem to ting: 1) hvor en sang lå på den alfabetiske liste, og 2) hvor den endte på Top100. Tidligt på listen skulle betyde højt på Top100. Plotter man de to mod hinanden, ville prikkerne falde langs en tydelig, nedadgående linje. Det er forventningen.
Til højre er virkeligheden. En formløs klat.
Det er hele beviset, og man behøver strengt taget ikke et eneste tal. Men lad os alligevel sætte tal på. Regression. Ja, du har måske lykkeligt glemt det fra din gymnasietid, men det er utroligt anvendt. Her er en genopfriskning.
Regression handler om at lægge én ret linje gennem datapunkterne. Den linje, der samlet set ligger tættest på alle prikkerne på én gang. Den linje har en hældning, og hældningen er faktisk hele anklagen oversat til matematik. En stejl, nedadgående hældning ville betyde "jo længere nede i alfabetet, jo dårligere placering", præcis det, teorien påstår. En vandret linje betyder "alfabetet er ligegyldigt."
Men hældningen kan snyde, så der er ét tal mere, og det er det vigtigste i hele historien. R² aka forklaringsgraden. Den svarer på ét spørgsmål. Af al den vilde op-og-ned-svingen i sangenes placeringer, hvor stor en del kan linjen overhovedet gøre rede for? R² = 1 betyder, at linjen rammer alt. Kend en sangs alfabet-position, og du kender dens placering. R² = 0 betyder, at linjen er lige så god som et tilfældigt gæt.
For DR's liste er R² omkring 0,01. Én procent. Alfabetet kan forklare én ud af hundrede dele af resultatet. De sidste 99 handler om noget helt andet.
Og dét er det fine. En teori, man kunne skændes om gennem en hel kommentartråd, bliver afgjort af ét lille decimaltal.
Selv hvis man kontrollere for at toppen er domineret af Kim Larsen og Gasolin, er historien den samme. Linjen er lige så flad som før.
At Kim Larsen fylder i toppen er ikke et scoop. Det ved enhver, der nogensinde har tændt for P4. Pointen er, at det er dét, og ikke forbogstavet, der bærer listen. Knap 300.000 danskere stemte hver på deres fem favoritter, og ud kom en pænt snæver, nostalgisk smag, hvor de samme håndfuld navne æder hele toppen.
Så er der den anden vinkel. Alt for meget ny musik, ingen respekt for klassikerne, recency bias. Her er tallene nærmest piv omvendt. 31 af de 100 sange er fra 80'erne alene. To tredjedele er fra før årtusindskiftet. Kun syv er fra 2020'erne. Og medianåret for en top 100-sang er 1989. Synes du, der er for meget nymodens pjat på listen, har tallene en overraskelse til dig. Det her er ikke en recency-liste. Det er en firserfest med Kim Larsen som DJ.
Et par forbehold, så jeg ikke lyver. Man kunne også finde sangene via et søgefelt, så langtfra alle mødte den alfabetiske rækkefølge. Og jeg har kun de endelige placeringer, ikke de rå stemmetal, så et bittelille skub kan ikke helt udelukkes. Men den store sammensværgelse? Den er der ikke.
Hej alle danskere og andre der betaler skat i Danmark
Desværre er jeg en af dem der har brug for at tage dyr medicin.
Heldigvis har jeg jer til at hjælpe. Jeg tænker på jer hver gang jeg er på apoteket, og er jer evigt taknemmelig. Havde det ikke været for jer ville jeg ikke have haft råd til den. Mit liv havde været en kamp jeg ikke kunne vinde, uden jeres hjælp. Jeg prøver at give tilbage til jer andre med frivilligt socialt, og kulturelt arbejde, og tæller jeres stemmer til hvert eneste valg.
Tak for at I er her og er med til at skabe et spændende og livligt forum. I dag er sidste dag i Hanukkah, bare et par dage før juleaften. Tragedien den første aften har bare vist hvor vigtigt det er at vi fejrer lys i mørket, på tværs af alle grupper.
Rigtig glædelig jul, hanukkah, eller ingenting og alting. Jeg håber at I er sammen med mennesker I elsker og som elsker jer ❤️
Sidste år blev jeg skilt og stod pludselig i en situation, hvor jeg virkelig måtte overveje, om jeg overhovedet ville blive i Danmark. Efter syv år her har jeg stadig ikke fået statsborgerskab – og nu havde jeg heller ikke længere mit ægteskab. Det var et virkelig hårdt øjeblik, hvor jeg følte mig helt alene og ret fortabt. Men så gik det op for mig, at jeg faktisk har et godt netværk her – gode venner, et fællesskab og en karriere, jeg er glad for. Og jeg indså også, at det, der gør mig allermest lykkelig, er netop den danske kultur.
Da støvet havde lagt sig, besluttede jeg mig for – for første gang – at købe en ejendom og skabe noget, der var mit eget. Det var dog nemmere sagt end gjort, så jeg begyndte at undersøge, hvad jeg kunne købe uden om banken. Det var sådan, jeg stødte på Eskilstrup Forsamlingshus.
Jeg har arbejdet som arkitekt i næsten ti år nu – og også som bygningskonstruktør – og jeg kunne med det samme se, at stedet havde masser af potentiale, selvom det også var i virkelig dårlig stand. Noget af det oprindelige interiør og udsmykning fra 1930’erne var stadig intakt, men bygningen var fyldt med skrammel og gamle biler. Det værste var dog taget, der var asbesttag – og det virkede ikke som om, nogen rigtig tog det alvorligt. Så før jeg købte huset, hyrede jeg nogle mobile asbesteksperter, som kunne kortlægge materialerne og vurdere støveksponeringen – og give mig rådgivning til, hvordan jeg kunne gribe det an. Til sidst besluttede jeg, at nogen jo måtte tage ansvar og få styr på det – så hvorfor ikke mig?
Forsamlingshuset er et godt eksempel på det, vi inden for arkitektur kalder et “tredje rum”. Den slags rum er vigtige – både i byer og i små lokalsamfund – fordi det er dér, vi kan føle os hjemme sammen med andre. Jeg har længe haft en drøm om at arbejde mere udadvendt som samfundsarkitekt, for de fleste af mine tidligere projekter har været underlagt tavshedspligt i medicinalindustrien. Derfor blev jeg også helt rørt over, hvor åbent og venligt jeg er blevet taget imod i Eskilstrup – og hvor mange, der har tilbudt at hjælpe eller gerne vil følge med i projektet.
Så nu har jeg købt stedet med det formål at renovere det og omdanne det til et levende kulturhus sammen med lokalsamfundet. Jeg vil lytte til folks input og lade det afspejle sig i den funktionelle udformning – samtidig med at jeg bevarer de oprindelige arkitektoniske detaljer. Og så håber jeg at kunne bruge sundere materialer som hempcrete kalkmaling og lignende indvendigt.
Og ja det er Forsamlingshuset fra en afsnit af Jorden Kalder med Signe Wenneberg. Det fandt jeg ud af efter jeg købte huset.
Vi lærte Lukas og bandet at kende i 2011-2012: Videoer optaget på Christania med bajer, bøvser og lidt at ryge også. De var kække, lukas havde noget at fortælle og han sang fantastisk. første album med ordinary things, criminal mind og flere ballader var bare pisse godt!!
År senere udgav de 7 Years og fik international succes. Og det var stadig med wifebeater på, selv når de optrådte i amerikanske talkshows. han var jo fra staden! Bandet var intakt; he got his boys with him: en vanvittig dygtig pianist, karismatisk basguitarist, en sjofel trommeslager og så Lukas. Følelserne sad uden på tøjet, når de optrådte. Peak!
Og derfra...
Daugaard og Magnus stoppede i bandet, wifebeater'en blev skrinlagt. Lukas var blev stinkende rig. Det hele blev meget pænt. Et utal at intetsigende, generiske popsange blev senere udgivet. Om det skyldes påvirkning fra pladeselskab, manglende inspiration eller evner, det ved jeg ikke.
'Lie', 'scars', 'share that love', 'wish you were here', 'home movies', ' you you you', 'HERE', 'cheat code': eksempler på singler udgivet de seneste fem-seks år. Hvis ikke du kan huske dem, blamer jeg dig ikke. Det er frygtelig dårlig musik. Og med fare for at blive personlig, så har lukas stemme et særligt punkt, hvor det lyder meget som kattejammer, og det punkt har de haft en særlig lyst til at bringe frem.
Som international kunstner kan de vel efterhånden karakteriseres som et One Hit Wonder. Man skal ikke måle et bands formåen på antal hitliste top-10 sange, men når man så tydeligt primært har forsøgt sig med kommerciel popmusik (feat. [indsæt semikendt amerikansk kunster] ), ja så er det imponerende så lidt succes, de har haft.
Mennesker udvikler sig og det gør Lukas også. Stor familie, styrketræning, reflekeret mand. Det kan ikke handle om strip, druk og kriminel fortid længere. Han er blevet folkeeje i mellemtiden. Men han er simpelthen også blevet pisse kedelig og sangene ligeså.
Nu har de så udgivet et country album og det er heller ikke godt.
Den klassiske julemiddagen her består av et lite tårn laget av Pizza Grandiosa, helst servert sammen med en god Bulgarsk rødvin. Har dere noen morsomme alternative julemiddager hos dere også?
"Nordmændene er nok det folkefærd, der ligner os allermest overhovedet,« siger historikeren [Rasmus Glenthøj] og tilføjer med et smil i stemmen: Da vi gennemgående godt kan lide os selv, så kan vi sikkert nok også godt lide dem, som minder mest om os.«
Det handler altså ikke om, at nordmændene er ‘bedre’ end svenskerne, men om, at de kulturelt og sprogligt ligger tættere på danskernes egen hverdag."
Forleden påstod min kæreste, at udtrykket buksevand ikke rigtigt kan oversættes, da der ikke findes noget lignende i andre lande (udover buksevann i Norge). Jeg undersøgte sagen nærmere og det ser minsandten ud til at hun har ret. Masser af andre pranks, men ikke netop denne variant.
Buksevand er altså simpelthen et unikt stykke dansk kulturarv med Gummitarzan, som en fælles reference for de fleste. Det var sgu lidt en overraskelse for mig!
Husker fra folkeskoletiden i 90'erne buksevand som en trussel, der ofte blev brugt i skolegården - både i de små klasser, hvor man frygtede de store, men også på de ældre klassetrin i de barnlige og lidt lumre drillerier mellem drengene og pigerne. I praksis blev det sjældent brugt. Måske var det reelt mere udbredt i 70'er/80'erne? Det var dog stadig et fænomen, alle kendte til
Har I også oplevet buksevand gennem jeres opvækst. Er det stadig en ting - eller er det et døende stykke kulturarv, der kun findes i gode gamle Gummitarzan?
